STRAX-huset
STRAX-huset er et tilbud for dig, som befinder sig i en udfordrende livssituation, som du ikke selv ved, hvordan du skal komme videre fra. Vi er et tilbud til dig, som har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og/eller har sociale problemer og som har brug for støtte fra andre, til at komme videre. Vigtigst af alt er, at du er motiveret for at der skal ske en forandring i dit liv.
Vi er et tilbud under Social – og Arbejdsmarkedscentret og for at indgå i et samarbejde med os, skal du bo i Høje Taastrup Kommune og være over 18 år.
Du skal først tage telefonisk kontakt til Myndighed på socialområdet, som derefter kan invitere og booke en aftale med dig og dit netværk i STRAX-huset
Her kan vi i fællesskab finde ud af, hvad det er, vi skal samarbejde omkring og hvad vi håber hver især, at vores samarbejde kan få af betydning for dig.
I STRAX-huset kan du få:
• Hurtig, fleksibel og tidsafgrænset indsatser
• Udviklende sociale fællesskaber/forløb, der kan hjælpe dig videre
• Brobygning til andre tilbud og foreninger i lokalsamfundet
• Mulighed for at samskabe tilbud sammen med de andre borgere, der er en del af STRAX-huset
• Socialpædagogisk støtte og samarbejde med STRAX-medarbejdere i op til 6 måneder
Vores samarbejde med dig og evt. dit netværk kan også inkludere andre aktører. Dette vil altid ske efter aftale med dig.
Vores støtte tilbydes efter §82a og 82b i Serviceloven, som hos os betyder at vi i udgangspunkt samarbejder i sociale fællesskaber. I særlige tilfælde kan vores samarbejde også være et individuelt tidsafgrænset forløb.
Hvis du efter 6 måneders individuel støtte stadig har brug for støtte, udarbejder vi en konkret og individuel vurdering i forhold til, hvilke fremtidige indsatser, du kunne have behov for.
Derudover brobygger vi til andre interne og eksterne aktører, hvis det er relevant for dig.
Første møde
Med åben dialogisk tilgang vil du og evt dit netværk blive mødt af en til to socialfaglige vejledere, som i dialogen med dig/jer, vil have fokus på den forandring, du ønsker skal ske med hjælp fra STRAX-huset. Herunder de udfordringer du står overfor og hvordan du tænker STRAX-huset, i samarbejde med dig, kan støtte dig i at leve et så selvstændigt og meningsfuldt liv som muligt.
I STRAX-huset ønsker vi at inddrage de personer, der kender til dine udfordringer. Derfor ser vi gerne, at du inviterer de personer, som du er tæt på eller tryg ved, med til mødet.
Inden samtalen kan du med fordel gøre dig tanker om:
- hvad er vigtigt for dig at få sat ord på
- Hvordan er din hverdag påvirket af dine udfordringer
- Hvad vil du gerne kunne, når støtten i STRAX-huset er afsluttet
- Hvilke erfaringer har du med dig, som vil være hjælpsomt for dig at dele med os
Åben Dialog handler om, at det enkelte menneske (du) bliver set, hørt, forstået og anerkendt. Herigennem understøttes du i at få adgang til dine egne og dit netværks psykologiske ressourcer og opnå større bevidsthed.
Og netværket får samme indsigt.
Ideen i Åben Dialog er, at man ved at understøtte dialogen mellem dig og dit netværk gør det muligt at skabe en forandring hos dig og/eller i netværket.
Åben Dialog er en netværksorienteret og helhedsorienteret tilgang, der inddrager alle dem, som du måtte ønske fra dit professionelle og private netværk.
Mennesker, som er relevante for din aktuelle situation.
Vi tilbyder at tage hånd om en samtale, hvor alle inviteredes udsagn, vægtes lige højt. Her er der ingen planer, som er bestemt på forhånd inden du deltager i åben dialogsamtalen.
Alle beslutninger træffes åbent på mødet sammen med dig og dit netværk.
De professionelles rolle er ikke at finde løsninger, men at bidrage med faglige perspektiver, som kan supplere dit eget og resten af netværkets perspektiver.
Man kan ikke på forhånd planlægge, hvordan en dialog skal forløbe. Samtaler og forløb tager altid udgangspunkt i den aktuelle situation og de aktuelle behov. Nogle gange viser behovene sig først, når alle i netværket er samlet.
Du kan have én åben dialog samtale eller opstarte et forløb, hvor åben dialogsamtaler udgør en stor del af dit forløb. Du er selv med til at vurdere, hvornår du er klar til at slutte forløbet.
Vi kan holde mødet hos dig, hos os eller ude i naturen. Der, hvor du føler dig tryg og godt tilpas, er der, hvor vi mødes”.
Du og dit netværk er velkommen til at høre mere om Åben Dialog tilgangen, da vi tror på, at den måde at være i samtaler på, kan noget godt.
Indsatser efter serviceloven
Til personer, der har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer, og personer, der er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller sociale problemer, kan kommunalbestyrelsen iværksætte eller give tilskud til tilbud om gruppebaseret hjælp, omsorg eller støtte samt gruppebaseret optræning og hjælp til udvikling af færdigheder. Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen vurderer, at deltagelse i sådanne tilbud vil kunne forbedre modtagerens aktuelle funktionsniveau eller forebygge, at funktionsnedsættelsen eller de sociale problemer forværres.
Se også Retsinformation - Bekendtgørelse af lov om social service
Du kan komme i kontakt med Myndighed på Socialområdet på tlf. 43 59 16 90
Mandag - onsdag kl. 10:00 - 12:00
Torsdag kl. 1200 - 17:00
Fredag kl. 10:00 - 12.00
Eller du kan skrive mail på: socialhandicap@htk.dk